Regler for vaccination af heste:

  • Hesten/ponyen skal basisvaccineres med to vacciner givet med 21-92 dages mellemrum
  • Herefter gives en booster-vaccination, der skal gives senest 7 måneder efter anden basisvaccination.
  • Hesten/ponyen skal herefter vaccineres årligt, og det skal ske senest på årsdagen for den seneste vaccination.

Skal du deltage i internationale stævner, gælder FEIs regler, hvor der også krav om årlig vaccination. Denne må dog ikke være ældre end 6 måneder og 21 dage.

For både danske og internationale stævner gælder, at hesten/ponyen tidligst må komme på en stævneplads 7 hele dage efter en vaccination.

Heste vaccineres normalt mod influenza og stivkrampe.

Influenza skyldes orthomyxovirus,- en luftbåren virus som er robust nok til at hærge over store områder. Influenzavirus ændrer sig med tiden og derfor skal de vacciner man bruger også opdateres løbende.

Eftersom næsten alle heste vaccineres mod influenza, ser vi kun sjældent heste med kliniske symptomer, men det betyder ikke at influenza-virus ikke findes mere,- den giver bare ingen kliniske problemer.

Vaccination mod influenza er dog ikke ensbetydende med at alle heste er 100 % sikret mod smitte: nogle heste får milde symptomer som f.eks. hoste, næse og øjenflåd,- symptomer som de hurtigere kommer sig over fordi de allerede har antistoffer mod sygdommen i kroppen.

Vaccination mod stivkrampe (tetanus) foretages fordi heste er meget modtagelige for denne sygdom.
Stivkrampe skyldes en bakterie der lever i jorden (-altså i hestenes miljø). – Modsat influenza smitter stivkrampe ikke fra hest til hest.
Heste som inficeres med stivkrampe og som ikke er vaccineret skal behandles intensivt ellers er dødeligheden stor.

Føl er beskyttet mod disse sygdomme indtil ca. 6 måneders alderen fordi den har fået antistoffer via modermælken, – forudsat moderen er vaccineret.

Det er altså i forbindelse med fravænningen, man bør lade føllet vaccinere første gang.

Tilmeld din hest til vores unikke sundhedsordning og spar penge.