Det er vigtigt at have en strategi for bekæmpelse af orm i alle hestehold. Gennem de sidste år er der blevet større og større problemer med resistens overfor almindelige ormemidler. Det betyder, at det bliver mere vanskeligt at bekæmpe orm. Derfor skal alle heste undersøges for orm inden de behandles. Kun heste som har mere end 200 epg  ( eggs per gram ) skal behandles.

Loven kræver ligeledes, at dyrlægen har kendskab til hesten, som skal undersøges og behandles for orm. Det er altså ikke tilladt blot at sende en gødningsprøve ind til et laboratorium uden at den ansvarlige dyrlæge har grundigt kendskab til den enkelte hest.

Når din hest skal undersøges og eventuelt behandles for orm af os, er du sikker på at du får den korrekte vejledning.  Alle ormekure vil blive udleveret med navn på hest og ejer således at loven overholdes af både hesteejer og dyrlæge.

Alle heste bør undersøges mindst 1 gang om året. Ved denne undersøgelse tjekkes hvor mange æg, som er i gødningen. Alle heste tjekkes ligeledes for blodorm.

Undersøgelse for bændelorm foretages bedst på baggrund af en blodprøve eller en spytprøve og er mere nøjagtig end en gødningsprøve.