MRI scanning er et effektivt hjælpemiddel i forbindelse med udredning af haltheder og rideproblemer. Dette skyldes at MRI scanning kan afsløre skader, som ikke kan erkendes på andre måder, som f.eks. røntgen og ultralydsscanning. Der udover hjælper MRI til at få en meget mere detaljeret beskrivelse af den skade, der er fundet f.eks. på baggrund af røntgen og ultralydsscanning.

Som hesteejer er det vigtigt at kende behandlingsforløb og prognose ( sandsynligheden for at hesten bliver i orden igen ), så godt som muligt, når hesten skal stå sygemeldt i længere tid.
Når der er stillet en nøjagtig diagnose, vil det efterfølgende behandlingsforløb blive tilrettelagt således, at der er størst mulig chance for at hesten bliver rask. Nogle MRI resultater medfører desværre, at vi må konkludere, at hesten ikke kan blive i orden igen.

Vores MRI system er designet til at diagnosticere lidelser i knogler, led, sener, ligamenter og muskler på hestens ben. Det er ikke muligt at MRI scanne selve kroppen.